Jeg blev født i 1953 i Maribo ovenpå et snedkerværksted med tilhørende møbelforretning. Sortimentet i forretningen var baseret på de verdenskendte danske møbelarkitekter, hvilket har præget mig meget efterfølgende.
På Th. Langs Seminarium blev jeg uddannet folkeskolelærer med linjefag i sløjd i 1978.
I årene efter inspirerede diverse kurser mig til at eksperimentere hjemme – først og fremmest ved trædrejebænken – og efterhånden bar frembringelserne mere og mere præg af nicheproduktion.
Trædrejning som hobby afstedkom tidligt et ønske om også at prøve at dreje piber. Det var dog på noget eksperimenterende basis indtil 1992, hvor jeg kom ”i lære” hos Flemming Petersen – ”Rotten på heden”. Det er fortsat jagten på den optimale form, der driver mig i mit arbejde med træ. Eller mere nede på jorden: det pæne eller smukke. Det gælder, hvad enten det er som underviser, eller når jeg drejer eller laver piber.
Hos Flemming fik jeg alle de grundlæggende færdigheder, som så er blevet finpudset hen ad vejen; i de senere år under kyndig vejledning af –og sparring med Tom Eltang.
Til piberne bruger jeg kvalitetsklodser i italiensk, græsk eller marokkansk Bruyere – oftest monteret med stangspidser af sort ebonit eller Cumberland, og suppleret med mammuttand, masurbirk, bøffelhorn, kunstrav eller bambus.
I mit arbejde er det fortsat jagten på den optimale form. Eller mere nede på jorden; det pæne eller smukke. Det gælder hvad enten det er som underviser, eller når jeg drejer eller laver piber.
I bund og grund gør jeg det, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg har det som så mange andre, ”at det kan godt være det bliver rigtig godt, dét jeg laver lige nu, men det næste, det bliver det flotteste i hele verden”. Det er hele drivkraften: at det optimale ligger lige om hjørnet og venter.